Når en bruger klikker på dine annoncer, bliver personen sendt videre til din hjemmeside eller webshop – og det er netop den handling, du betaler for.
Derfor er det vigtigt, at dine annoncer giver et afkast, der betaler sig i forhold til din investering. Sagt på fagsprog skal dine PPC annoncer altså give et positivt ROI (Return On Investment).
Af samme grund bør du tage et kig på dine produkter og ydelser – har de høj eller lav avance? Er avancen høj, vil det for eksempel ofte være nemmere at få din PPC annoncering til at give overskud.
Dit ROI afhænger dog også af klikprisen, som igen afhænger af flere faktorer – herunder hvor du annoncerer, produkter/ydelser og søgeord.
For eksempel vil klikprisen være høj på de annoncer, som bliver vist, når en bruger søger på et generisk søgeord med flere hundrede månedlige søgninger.
Du kan altså sammenligne PPC annoncering med en auktion. Jo flere, der byder på en bestemt form for annoncering, desto højere vil prisen være.
Det betyder dog ikke, at du er garanteret eksponeringer og kliks, bare fordi du har budt højest.
Google forsøger altid at give sine brugere de bedste og mest relevante resultater, og derfor afhænger din eksponering også af den landingsside (den underside på din hjemmeside, som er relevant for annoncen), som annoncen linker til.
For eksempel vil Google nedprioritere din annonce, hvis den linker til en langsom landingsside med irrelevant indhold.
Vellykket PPC annoncering afhænger altså ikke kun af størrelsen på dit budget.