Woocommerce vs. Shopify – Hvad skal du vælge?

torsdag D. 9 maj, 2019

Blogindlægget er til dig, der:

…. Skal have ny webshop og står over for det store valg “Woocommerce eller Shopify?”.

Skal du have ny webshop, er du måske i tvivl om hvilken e-commerce platform, du skal vælge. Shopify vs. Woocommerce? Hvem er vinderen?

For at nærme dig noget, der ligner en sandhed, skal du dykke ned i begge systemers fordele og ulemper.

I dette indlæg sammenligner jeg de to platforme i forhold til pris, brugervenlighed, sikkerhed og mange andre relevante faktorer, som kan hjælpe dig godt på vej til en god beslutning.

Scroll ned til dét du vil læse


Hvad er Shopify?

Shopify er en ”ud-af-boksen-løsning” med stor brugervenlighed, indbygget rapport og statistikker og et hav af salgskanaler.

Det er en hurtig og meget velfungerende løsning til alt fra helt små startup-virksomheder til store internationale virksomheder.

Deres grundidé er at tilbyde en løsning, som brugere, uden teknisk kunnen og erfaring med kode, kan opsætte og drive uden besvær.

Når du vælger Shopify, får du en hosted løsning – du behøver derfor heller ikke webhosting andre steder fra eller installation af software for at komme i gang.

Shopify er en betalt cloudbaseret løsning altså en såkaldt ”SaaS” – (Software as a service) løsning.

Det betyder for dig, at du ikke er ejer af den software du bruger, men i stedet betaler et månedligt gebyr for at have adgang til den.

Ønsker du at skræddersy din løsning udover, hvad temaet og systemet tilbyder, har du mulighed for at kode direkte i Shopify. Shopify tilbyder derudover et hav af apps igennem deres appstore.

Hvad er WordPress (Woocommerce)?

WordPress er et open source software, som du installerer på din egen server.

Hvis du får bygget din shop eksternt, vil dit webbureau i mange tilfælde tilbyde dig hosting. Du kan også installere det på din server gennem en hosting-udbyder.

WordPress er verdens mest benyttede CMS (Content management system), det har en del flere år på bagen end Shopify og var oprindeligt et værktøj til blogs.

Der er siden dets spæde start blevet lavet enorme mængder af udvidelser og tilføjelser, som gør det muligt at benytte WordPress til meget andet.

Der findes eksempelvis en lang række af plugins til drift af webshop i WordPress. Her er det mest udbredte Woocommerce, som udgør cirka 30% af webshops på internettet.

Så hvad skal du vælge?

Jeg har efterhånden fået masser erfaring med begge platforme, og ved nu – hvad du kan få mest bang for the buck for, hvad der virker mest intuitivt, hvilken platform, der er mest sikker – og meget andet.

Lad mig tage det trin for trin.

Kontrolpanel og brugervenlighed

Både Shopify og WordPress har et relativt simpelt kontrolpanel og opsætningen af begge paneler er ret ens.

De har begge en primær menu i venstre side, hvor du kan tilgå rapportering, ordrer, sideopsætning og en masse andet.

WordPress´ kontrolpanel
Panelet til sideopsætning er også relativt ens i begge systemer.

Til WordPress findes der en del forskellige plugins til sideopsætning (kaldet en pagebuilder).

Her finder du nogle af de mest brugte pagebuildere.

WordPress kommer som standard med en pagebuilder, dog tilbyder de fleste temaer en pagebuilder med større funktionalitet og brugervenlighed.

Her er det vigtigt, at du undersøger markedet, og hvad andre anbefaler.

Nogle pagebuildere fungerer som visuelle ”drag and drop”-løsninger og er meget simple at navigere i. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de kan påvirke loading-hastigheden på siden, hvilket ødelægger både brugeroplevelsen og søgemaskineoptimeringen af din webshop.

woocommerce vs shopify

Shopifys kontrolpanel
Shopify har en standard pagebuilder, som ikke afviger i sit udtryk på tværs af temaer, men funktionaliteten og mulighederne kan variere fra tema til tema.

shopifys kontrolpanel

Shopifys kontrolpanel er meget intuitivt og simpelt, og du kan derfor hurtigt komme i gang med at ændre i dine produkter, se dine ordrer og meget mere.

WordPress’ kontrolpanel tillader større mulighed for at ændre i panelets udtryk og har grundlæggende flere muligheder. Det gør dog også, at udtrykket kan blive en smule mere rodet og uoverskueligt.


Sider og blogindlæg

Når det kommer til oprettelse og håndtering af sider og blogindlæg, er WordPress den helt store vinder.

WordPress er bygget til lige præcist dette og tilbyder derfor en lang række af muligheder for at organisere blogindlæg med kategorier og tags.

WordPress tilbyder samtidig også versionering, hvilket betyder, at hver gang du gemmer et blogindlæg eller en side, gemmer WordPress en “backup”.

Her kommer Shopify til kort, da Shopify desværre ikke tilbyder det samme.

I forhold til håndtering af kollektioner og produkter er Shopify et mere simpelt og intuitivt system, hvilket uden tvivl skyldes, at Shopify er et dedikeret shopsystem fra ende til anden.

Shopify tilbyder derudover automatiseret kollektions-sortering. Det gør, at Shopify automatisk sorterer dine kollektioner baseret på priser, navne og tags.

Hvis du skal oprette en side med et stort antal produkter, kan det spare dig rigtig meget tid.

Pris: Shopify vs. Woocommerce?

Hvad koster Shopifys løsninger? 

Du kan se alle deres priser her.

Shopify tilbyder fem forskellige løsninger.

Shopify Lite: $9
(cirka 60 kr. om måneden)


Tillader brug af Shopifys ”køb knap” og salg igennem Facebook.

Det er altså ikke en decideret webshop, men fungerer som en salgskanal som eksempelvis kan bruges på en anden hjemmeside eller på diverse sociale medier.

Shopify Basic: $29
(cirka 190 kr. om måneden – hertil trækkes der 2.0% af købesummen ved hver ordre)


Shopify Basic giver dig mulighed for at opbygge og drive en webshop, du har mulighed for at have to konti og får ligesom de nedenstående planer, Shopifys 24 timers support.

Shopify: $79
(cirka 525 kr. om måneden – hertil trækkes der 1.0% af købesummen ved hver ordre)


Denne pakke tilbyder udvidet rapporteringer, gavekort og mulighed for op til fem konti.

Shopify Advanced: $299
(cirka 1990 kr. – hertil trækkes der 0.5% af købesummen ved hver ordre)


Tilbyder en avanceret redigerbar rapport og mulighed for udregnede fragtpriser fra et begrænset antal udbydere.

Shopify Plus: prisen starter på $2000
(cirka 13330 kr. om måneden )


Denne løsning varierer og står til forhandling alt efter virksomhedens størrelse.

Vær opmærksom på at Shopifys apps ofte er abonnementsløsninger og derfor medregnes i den månedlige udgift.

Du skal samtidig medregne et gebyr til dit betalingssystem – og det gælder også for Woocommerce.


Hvad koster WordPress´ løsninger?

WordPress er som tidligere nævnt et stykke gratis software. Det betyder dog ikke, at det er helt gratis at drive en webshop igennem systemet.

Her er nogle af de ting, du kan opleve udgifter ved:

Hosting
Du skal have din webshop på en server, hvor du her betaler for et beløb for den plads, din webshop bruger. Prisen kan variere meget efter løsning og udbyder.

Eksempler på hosting-udbydere:
Unoeuro
One.com
Hostgator

Vælger du, at vi i Webamp skal lave din webshop, tilbyder vi en support- og hosting-pakke.

Du kan altid ringe til en af vores nørder på tlf. 70 60 50 28 og lad os hjælpe dig med at vælge den rigtige webshop-løsning.

Temaer
Der findes en del gratis temaer derude, men det er sjældent de gratis temaer, der batter.

Det er vigtigt at bygge en webshop på et godt fundament, fuldstændig ligesom med et hus. Temaet skal være brugervenligt og egnet til Woocommerce.

Plugins
I mange tilfælde vil der være behov for at tilkøbe plugins for at tilføje nødvendig funktionalitet til din webshop.

Integrationer
Muligheden for integrationer er ofte et ”nice to have” mere end et ”need to have”. Nogle integrationer kan dog spare dig for både tid og penge.


Temaer: Shopify vs. Woocommerce

Shopify tilbyder 10 gratis temaer og cirka 60 betalte. Alle temaerne er mobilvenlige og stilrene.

Hertil tilbyder Shopify en times gratis udvikling fra en af deres udviklere. Det kan du bruge til at skræddersy dit tema efter dine behov.

Du finder alle Shopifys temaer her

Det er også muligt at bruge tredjeparts-temaer i Shopify, her er det bare vigtigt at skrive sig bag ørene, at Shopify som udgangspunkt ikke yder support på temaerne.

Du kan bl.a. finde tredjeparts-temaer på Themeforrest.

WordPress tilbyder et enormt stort udvalg af temaer, som kan findes på tværs af det store world wide web. Her er Themeforrest igen en god platform at finde sit tema på. Ellers kommer du rigtig langt med en søgning på Google.


Mobilvenlighed

Alle Shopifys officielle temaer er responsive, hvilket betyder, at de skalerer op og ned efter skærmstørrelse og enhed.

De mest populære Woocommerce-temaer er også responsive, men det er ikke en garanti. Du kan dog i de fleste tilfælde læse dig frem til, om temaet er responsivt eller ej.

Shopify og Woocommerce tilbyder begge, at du kan tilgå deres kontrolpanel fra din mobil. Her kan du ændre, slette og tilføje produkter og kollektioner.


E-commerce-funktionalitet

Hvilken af disse platforme klarer sig så bedst i forhold til e-commerce?

Desværre er der ikke et endegyldigt svar på dét spørgsmål.

WordPress har langt flere muligheder, men det kræver en del mere opsætning og vedligeholdelse. Begge systemer vil i de fleste tilfælde kunne dække dine behov med plugins eller custom kode.

Så med mindre du har opfundet den dybe tallerken til webshop plugins, så er der højst sandsynligt nogle, der har lavet et plugin, som er både kompatibelt og velfungerende til begge systemer. 

Shopify har pr. 12. maj 2019 opsagt deres samarbejde med Mailchimp, grundet en uoverensstemmelse i forhold til datahåndteringen af deres brugere.

Du kan se Shopifys udtalelse om sagen her og Mailchimps her.

Der findes dog rigtig gode alternativer til Mailchimp.

Eksempelvis Klaviyo, som påstår, at deres brugere, der er skiftet fra Mailchimp har oplevet en øget total omsætning på 46%.

Læs mere om Klaviyo som et alternativ til Mailchimp her.

Du kan nemt og bekvemt opsætte både Facebook Messenger, Instagram Shopping og Facebook shopping i Shopify. Disse ligger som standard salgskanaler og skal derfor ikke installeres som apps. Modsat WordPress hvor de skal installeres separat.

Derudover er Amazon og E-bay også en mulighed i Shopify, dog er dette endnu ikke en mulighed i Danmark.

Har din webshop mange produktvariationer, er det ikke sikkert, at Shopify er den bedste løsning, da de kun tilbyder op til 100 produktvarianter.

Det skal dog siges, at der findes en del apps, som kan omgå dette, men det kan i nogle tilfælde gå ud loadtiden.

Shopify er altså en alt-i-en-løsning, som du hurtigt kan lave en flot og brugervenlig webshop med.

Derimod kræver WordPress med Woocommerce lidt mere fordybelse eller grundviden for at komme i gang med. Til gengæld giver det dig muligheden for flere udvidelser.


Hvilken platform søgemaskineoptimeres bedst?

Din webshop skal søgemaskineoptimeres for at den bliver synlig på Google og i andre søgemaskiner.

Der er et hav af faktorer, der afgør, hvor du placeres på Google. Men der er et par enkelte forskelle på mulighederne for søgemaskineoptimering gennem Woocommerce og mulighederne for Shopify.

I WordPress har du større kontrol over dine URL-stier, hvilket kan være en fordel i forhold til at få en kortere og mere simpel URL.

Derudover giver WordPress dig muligheden for at bruge Yoast SEO, som er et af de mest anerkendte SEO-plugins på markedet. Yoast analyserer din sides SEO og giver dig efterfølgende en step-by-step-guide til, hvordan du kan optimere din side.

Du kan med Yoast SEO samtidig redigere, hvordan din side skal se ud i søgeresultaterne.

woocommerce vs shopify

Shopify har en indbygget udgave af denne snippet forhåndsvisning, men genererer desværre ikke en liste med steps til at optimere dine sider.

Få her en tjekliste der hjælper dig til at søgemaskineoptimere din Shopify webshop.

shopify og woocommerce

Shopify har en del apps, som tilbyder en service, der er meget lig Yoast.

Se udvalget her.

Platformen er generelt skarp på SEO og den har som standard installeret et SSL-certifikat, hvilket er et must for at rangere godt i søgeresultaterne.

Et par andre smarte funktioner er, at Shopify selv genererer XML sitemaps og selv automatisk foreslår 301 redirects, når navnet på en side skiftes.


Sikkerhed og vedligeholdelse

Her står Shopify som en klar vinder, da systemet er et dedikeret webshopsystem, hosted og vedligeholdt af Shopify.

Det vil sige, at Shopify sørger for, at systemet altid er opdateret til seneste version.

I WordPress derimod er du selv ansvarlig for, at systemet er opdateret og sikret.

Det er vigtigt at holde øje med:

  • At din WordPress version altid er opdateret
  • At dit tema er opdateret til seneste version
  • At din server er korrekt opsat
  • At alle dine plugins er opdaterede til seneste version

I værste tilfælde kan misligholdelse betyde, at din side bliver hacket.

Det som ofte sker, når der kommer opdateringer af plugins eller temaer, er at hackere, igennem den nye opdaterede kode, kan se, hvilke fejl/huller, der er i den ikke-opdaterede kode. Den opdaterede kode fungerer altså som en manual over hvilke fejl, den tidligere kode indeholder.

Herefter sætter de en computer til at tjekke alle sider, som bruger det specifikke plugin eller tema. Finder computeren en WordPress-side uden opdateringen, tvinger den sig adgang til siden ved hjælp af fejlen og indsætter malware på siden.

Nogle WordPress plugins kan indeholde malware, når du downloader dem. Da de (modsat Shopify) ikke er i et lukket og testet miljø. Det betyder, at hvem som helst kan have lavet det plugin, du installerer.

Vær derfor opmærksom på hvor mange brugere, der benytter det plugin, du vil installere og hvornår pluginnet er blevet opdateret sidst.

Det er selvfølgelig vigtigt, at du også beskytter din side ved at bruge en svær adgangskode.

Du kan eksempelvis bruge din email som brugernavn og så er det en rigtig god idé at have et kodeord, som er rent volapyk, med både store og små bogstaver, tegnsætning og tal.

Shopify er derudover forpligtede til at hjælpe dig med at løse eventuelle malware-angreb.

Shopify webshops er altid SSl-certificerede, hvilket betyder, at dine kunder besøger siden på en sikker forbindelse. SSL-certifikatet bør bestemt også installeres på en WordPress-side, men det er ikke installeret som standard.

Er din hjemmeside eller Webshop ikke SSL-certificeret, så ring til os i dag på tlf 70 60 50 28 og hør mere om, hvorfor det er vigtigt at blive certificeret.


Support

Shopify tilbyder i alle deres pakker med undtagelse af Shopify Lite en 24-timers chat-support.

Her kan du få hjælp til at vælge apps, guides til at ændre i dine indstillinger og meget andet.

Den service, du får i chatten, er helt i top og der er mulighed for at indsætte screenshots til at vise evt. problemstillinger.

Du modtager herefter en opfølgende mail med hele samtalen, som du senere kan besvare, hvis du har flere spørgsmål.

Shopify har også et meget fyldestgørende helpcenter med videoguides, support-forums, blogs og en meget veldokumenteret developerportal (supportforum for udviklere).

shopify vs woocommerce skærmbillede

WordPress tilbyder desværre ikke support, til gengæld findes der et væld af fora og videoguides produceret af brugere – og de har også en supportside med dokumentation, support-fora, blogs og så videre.

WordPress er generelt langt mere veldokumenteret end Shopify, fordi antallet af brugere er så enormt. Ulempen ved det er, at det også kan blive rodet at finde svar på dine spørgsmål.

Generelt kan jeg altid anbefale, at du fordyber dig i din platform, dit tema og dine plugins. Her kan videoguides være en let-spiselige måde at blive klogere på. Det gør dig mere bevidst om, hvorfor ting evt. går galt.


Integrationer

Der findes mange integrationer til både Shopify og WordPress (Woocommerce).

Integrationer til bogføring og fragt er særligt smarte – og de kan spare dig for mange timer AKA penge.

Bogføring 
Til bogføring anbefaler vi i Webamp altid, at du får sat IEX’s integration op til dit givende regnskabsprogram. IEX tilbyder integrationer til de fleste regnskabsprogrammer, og de virker til både Shopify og Woocommerce.

Integrationen sørger for, at dine ordrer automatisk bliver bogført i dit regnskabsprogram, så du eller din revisor har nemt ved at lave årsregnskab eller bare skabe sig et hurtigt overblik.

Fragtmodul

I Webamp anbefaler vi i de fleste tilfælde at lave en integration til et fragtmodul. Du vælger bare løsningen ud fra det fragtselskab, du foretrækker. 

Har du eksempelvis en aftale med UPS, vil du ikke kunne benytte de danske moduler som Pakkelabels eller Smartsend. Du kan derimod godt benytte Webshipper.

Shopify tilbyder i deres “advanced løsning” fri opsætning med egen fragtaftale, hvis din fragtleverandør er en af disse: USPS, UPS, FedEx eller Canada Post.

Det er også muligt i en Shopify og en Shopify Basic løsning, hvis løsningen betales kvartalvis, det skal dog arrangeres med Shopify via deres support chat.

WordPress tilbyder forskellige plugins til samme, det kan givetvis være en billigere løsning end eksempelvis pakkelabels.

forsendelsesmetode via pakkelabels, woocommerce vs. shopify

Du skal dog være opmærksom på, at hvis der skulle opstå problemer med pluginnet, har du ikke mulighed for at få support. Det kan ende med, at du skal betale for professionel hjælp (som hurtigt kan blive dyrt).


Betalingssystem

Begge platforme tillader de fleste betalingssystemer, som Quickpay, Klarna, ePay og Stripe.

Det er betalingssystemet som definerer hvilke korttyper, din webshop understøtter. Her skal du være opmærksom på, at det ikke er alle systemer, der understøtter mobilbetaling med eksempelvis Mobilepay.

I Danmark er online sikkerhed meget vigtig for brugeren, vi anbefaler derfor altid, at du benytter betalingssystemets 3D secure checkout og ikke Shopifys eller WordPress´ indbyggede checkout.

Brugeren vil blive sendt til et eksternt link, på betalingssystemets domæne. Til slut skal du verificere din identitet med en sms-kode sendt til din mobil.

3d secure betalingsløsninger woocommerce og shopify

Kort fortalt

Så hvilken af disse sværvægtere tager guldet, berømmelsen og det halve kongerige?

Svaret er desværre ikke så entydigt.

Realiteten er, at vi har med to meget kompetente duellanter at gøre, som har rigtig mange grænseflader og relativt få afstikkere. Dit valg afhænger af, hvad der er vigtigst for din forretning.

Gode grunde til at vælge Shopify  

  • Shopify er et meget simpelt og brugervenligt system, som du hurtigt kan opsætte. Det kræver derfor ikke meget at blive en haj til systemet.
  • Shopify er et dedikeret shopsystem og har som standard en række funktioner, en webshop har brug for. Det er derfor meget simpelt at opsætte. Hvor du i WordPress (Woocommerce) skal installere og opsætte mange af disse funktioner.
  • Hosting er en del af Shopify og du behøver derfor ikke at bekymre dig om opsætning, optimering og vedligeholdelse. Er din side nede, kan du på deres statusside tjekke, om det skyldes en serverfejl.
  • Shopify er ubestridt den mest sikre løsning af de to, da Shopify sørger for, at shoppen altid er opdateret til den seneste version. Du behøver altså ikke bekymre dig om at vedligeholde siden. Opstår der alligevel en udfordring, er det Shopifys ansvar at fikse det.
  • Shopify har en kickass support, som altid sidder til rådighed, når du har brug for det.
  • Shopifys kontrolpanel er simplere og mere brugervenligt end WordPress. Det gør den daglige drift af din side mere flydende.
  • Du kan hurtigt og nemt teste Shopify i 14 dage, så du selv kan undersøge om systemet er noget for dig. Du har fuld adgang til hele systemet. For at benytte WordPress skal du først have domæne og hosting og installere og opsætte WordPress, for at du kan teste det.
  • Shopify tilbyder nem sortering af kollektioner med tags, priser mm.

Gode grunde til at vælge WordPress (Woocommerce):

  • WordPress er et open source software og kan derfor downloades uden omkostninger.
  • WordPress er en langt mere alsidig platform og du kan derfor bygge en hvilken som helst type hjemmeside med dertilhørende webshop.
  • WordPress har det ubestridt bedste CMS, som tilbyder versionering, arkivering og sortering af dine sider og blogindlæg.
  • WordPress har et større udvalg af temaer og plugins, både betalte og gratis. Det kan hjælpe dig til udvidet funktionalitet på siden. Shopify er lidt mere begrænset i deres appstore.
  • Det er en smule nemmere at søgemaskineoptimere din webshop i WordPress.
  • Du har mulighed for at tilføje et ubegrænset antal af produktvarianter. Shopify har en begrænsning på maks 100 varianter pr. produkt, det kan dog fikses med at tilføje apps.
  • Du har flere muligheder for tilføjelser af e-commerce funktionalitet end Shopify.
  • WordPress er en mere udbredt platform og er af den grund langt mere veldokumenteret.
  • WordPress er en billigere løsning end Shopify.

Jeg håber, du nu føler dig godt klædt på til at vælge platformen til din webshop. 

Har du spørgsmål, eller skal vi tage en snak om din næste webshop?

Giv os et kald på tlf. 70 60 50 28 eller send os en mail på info@webamp.dk.


Vester Farimagsgade 3, 3
1606 København V
+45 70 60 50 28
info@webamp.dk

 

CO2 neutral

Google anmeldelser
5.0
Facebook Bedømmelse
5.0