Søgeordsanalyse
Webamp / Academy / Vælg søgeordsanalyse frem for gefühl

Vælg søgeordsanalyse frem for gefühl

Vi kan ikke vide, hvad folk rent faktisk googler, før vi har undersøgt det.

Eller hvad folk forventer at få af søgeresultater.

Men en grundig søgeordsanalyse er din nøgle til at levere det rigtige indhold til de rigtige folk på det rigtige tidspunkt.

Det er nøglen til at blive fundet, når dine potentielle kunder leder efter dig og ønsker din hjælp. Og nøglen til, at du kan levere den.

Alright, så hvordan gør du dét?

Webamp Teamet
· Specialist
Sidst opdateret: 6. jan. 2023

Søgeordsanalyse, trin 1: Find ud af, hvad der er vigtigst for dig

… Det er the million dollar question.

Som alt andet her i livet, skal du finde ud af, hvor dit fokus skal være. Hvad er det vigtigste for dig at blive mere synlig på?

Som oftest er de mest nærliggende spørgsmål for at finde ud af det: “Hvad tjener du mest på?” og “hvad ønsker du at sælge mere af?”.

Når du har fundet frem til dét, kan du tage hul på søgeordsanalysen. Nu har du netop dit “mål”.

Du ved, at det er indenfor dette område af din forretning, du vil fokusere på at få flere salgsskabende konverteringer.

Søgeordsanalyse, trin 2: Få styr på, hvem du optimerer din hjemmeside til

Du kan ikke lave målrettet markedsføring, hvis du ikke ved, hvem du taler til.

Af den grund skal du selvfølgelig undersøge, hvem dine potentielle kunder egentlig er.

Den gode nyhed er – at der findes masser af måder at få en bedre indsigt i din målgruppe på.

Du kan blandt andet:

Dykke ned i data fra din hjemmeside og dine sociale medier

I Google Analytics kan du få langt større indsigt i, hvilket indhold dine besøgende interagerer med på din side og hvilke sider der driver mest trafik.

Kører du Facebook-annoncer, kan du også gennem Facebook Insights blive klogere på, hvilket indhold, din målgruppe responderer på – og på din målgruppes demografi.

Snakke med dine nuværende og potentielle kunder
For virkelig at forstå din målgruppe i dybden – kan du interviewe både din salgsafdeling og dine eksisterende kunder.

Du kan også ty til spørgeskemaer – og nå ud til flere på kortere tid.

Det vigtigste er at forsøge at forstå, hvad dine kunders udfordringer, behov, og spørgsmål er – hvordan de interagerer med din virksomhed – og hvilket indhold, de reagerer positivt på.

For at visualisere dine potentielle kunders behov, udfordringer og spørgsmål endnu bedre, kan du kaste dig ud i at lave personaer.

Hubspot er geniale til dét – så tag min anbefaling og nørd videre med det her.

Søgeordsanalyse, trin 3: Dan et overblik over, hvad folk googler

Du har nu et klart billede af, hvilke forretningsområder, der er vigtige for dig og hvem din målgruppe er. Nu kan du for alvor tage hul på din søgeordsanalyse.

Før du bliver utålmodig, skal du dog huske, at en søgeordsanalyse ikke er en lineær proces.

Du finder en masse søgeord, analyserer deres potentiale, skifter nogen ud, prioriterer og finder nye.

Men du skal starte dit detektivarbejde et sted – og det kan du gøre ved at lave en lang liste af potentielle søgeord.

Inspiration til værktøjer du kan bruge:
Ahrefs (ikke gratis),
https://answerthepublic.com (gratis),
https://moz.com/explorer (gratis) ,
Google Keyword Planner (gratis – men du skal have en Google Ads-konto) + et gran sund fornuft, en sjat logik og en masse mentalisering.

Lad Google brainstorme søgeord relateret til din virksomhed

Som en start kan du logge ind i Google Keyword Planner og lade Google “brainstorme”. Det er meget simpelt.

Du plotter bare et par ord ind, som er relateret til din virksomhed, og så får du en lang liste af søgeordsidéer, dets gennemsnitlige antal månedlige søgninger og konkurrencen.

Google brainstorme søgeord

Hent listen af forslagene ned – og ret nu blikket mod dine konkurrenter ↓

Tjek op på, hvad dine største konkurrenter bliver fundet på

Det er altid smart at kigge dine konkurrenter over skulderen og få inspiration. I Ahrefs kan du tjekke op på, hvad dine største konkurrenter bliver fundet på, som du ikke gør.

Det er ikke nødvendigvis søgeord, der giver mening for din forretning – men det er en god måde at blive klogere på, hvad folk egentlig googler – og afdække eventuelle huller i din egen online tilstedeværelse.

Brug Ahrefs´ “content gap”-funktion, ved at skrive domæner på tre konkurrenter og dit eget ↓

Brug Ahrefs´ “content gap”-funktion

Smid de ord, du tror, har potentiale ind i din søgeordsliste, og byg nu videre på din liste, ved at… 

… Undersøge hvad du bliver fundet på lige nu

Alt optimeringsarbejde skal naturligvis tage udgangspunkt i, hvordan status er lige nu. Derfor skal du undersøge, hvad din hjemmeside lige nu rangerer på. Kig både på, hvad den rangerer godt på – og hvad den rangerer pinligt dårligt på.

Du kan eksempelvis bruge site explorer i Ahrefs eller Google Search Console.

Ahrefs - Site Explorer

Med indsigt i, hvad den rangerer godt på, kan du dykke ned i data i Google Analytics, og se, om de gode placeringer rent faktisk ender i flotte besøgstal og værdifulde konverteringer.

Gør de det, så ved du, at det er søgeord som disse, der er vigtige for dig – og så kan du starte jagten på at finde relaterede søgeord.

De søgeord, du rangerer dårligt på kan du også tilføje din liste over potentielle søgeord, og herefter undersøge, om der er potentiale heri.

Hvordan, spør´ du? – Bliv ved med at læse med, jeg lover, jeg kommer til det ↓

LÆS OGSÅ: : 15 konkrete tips til at skrive en god landingsside

Kortlæg dine potentielle kunders rejse

Så langt så godt. Du har nu en lang liste af søgeord, som højst sandsynligt indeholder både godt og skidt. Men listen kan blive bedre og mere målrettet.

Det er tid til at zoome ind på, hvad dine personaer kan have af spørgsmål og udfordringer gennem hele deres købsproces, også kendt som kunderejsen.

Hvorfor er det en god idé, spør´du?
Fordi de fleste ikke bare vågner op en morgen og tænker ”Jeg skal købe et ventilationsanlæg” og herefter googler “køb ventilationsanlæg”, uden, at de før denne købetrang har mærket til et problem i sin hverdag og ikke kendt til løsningen.

Kunderejsen er nøglen til at forstå hvilke tankeprocesser, din målgruppe foretager, fra de lige er begyndt at mærke til sit pain point og ikke kender løsningen endnu, til de ved, hvad de vil købe, hvor og hvorfor.

På hvert stadie af kunderejsen har den søgende forskellige hensigter og behov.

De ord, de plotter ind i Google, er derfor også forskellige.

Og hvis du vil optimere din hjemmeside, så du ikke bare bliver fundet, når dine potentielle kunder har brug for dig og din viden – men du også konverterer dine besøgende – så skal du levere indhold, der er lavet på baggrund af kunderejsens stadier.


Kort sagt: En søgeordsanalyse baseret på din målgruppes kunderejse er måden hvorpå du kan levere det rigtige indhold til de rigtige folk på det rigtige tidspunkt.


Er du lidt for travl? Få en gratis SEO-analyse af mig eller en kollega.

Find søgeord til awareness-stadiet

Typisk starter ens beslutningsproces i “awareness-stadiet”.

Her opdager den googlende, at han har en udfordring eller et problem – men han er i tvivl om omfanget og betydningen af problemet – og kender ikke til løsningen på det.

De søgninger, den googlende foretager her kaldes for informational keywords. Han søger efter information – er kun lige gået i gang med at researche – og er derfor langt fra klar til at købe noget som helst.

Men selvom han ikke er tæt på at hive kortet frem, så er det alligevel et enormt vigtigt stadie som virksomhed at blive fundet i.

Det er netop her, at du som virksomhed har mulighed for at så et frø i din målgruppes bevidsthed om, at du ved en hel masse om emnet.

Du er ekspert. Og så er du endda behjælpelig og deler ud af din viden med landingssider, blogindlæg, infografikker eller videoer.

Find søgeord til awareness-stadiet ved at stille spørgsmålene:


Hvilke udfordringer løser din virksomhed?
Hvad er det outcome, din virksomhed i bedste fald giver?
Og hvilke ord plejer din målgruppe at bruge om deres problemer, og det ønskede outcome?


Lad os sige, at din virksomhed lever af at hastighedsoptimere hjemmesider.

Så kunne søgninger foretaget af dine potentielle kunder i awareness-stadiet eksempelvis være:

  • “langsom hjemmeside”
  • “tjek af langsom hjemmeside”
  • “hvorfor er min hjemmeside langsom?”
  • “hvordan hastighedsoptimerer jeg min hjemmeside?”
  • “bedste måde at gøre hjemmeside hurtig på”
  • “gør hjemmeside hurtig” eller “hurtig hjemmeside”.

Find søgeord til consideration-stadiet

I det næste stadie, er den googlende nu opmærksom på sin udfordring – og er klar over, at der findes forskellige løsninger. Det er særligt nu, køberen tager de løsningsorienterede briller på.

Den googlende sonderer aktivt terrænet for et fix – og han ved nu, at der findes virksomheder, der kan hastighedsoptimere hjemmesiden for ham.

Søgeord i dette stadie, vil derfor være meget mere konkrete og informerede.

For at finde på søgeord til consideration-stadiet, kan du zoome ind på spørgsmålene:

  • Hvem er dine konkurrenter, og hvad er forskellen på deres produkter/services og dine?
  • Hvad er fordelene og ulemperne ved dit produkt/ydelse (særligt iflg. dine kunder) ?
  • Hvilke spørgsmål stiller dine kunder ofte om dit produkt?
  • Hvilke synonymer er der for dit produkt/ydelse – og hvilke ord, bruger dine kunder om kategorien for dit produkt?

Eksempler på typiske søgninger:

  • “Dit produktnavn” vs. din “konkurrents produktnavn”
  • “Dit produkts navn/produkttype/produktkategori” + by
  • Fordele ved “dit produkts navn”
  • Ulemper ved “dit produkts navn”
  • Virksomhed/brand + produkttype
  • Anmeldelser af “produkttype”
  • Priser på “produkttype”

Find søgeord til conversion-stadiet

I conversion-stadiet vil din potentielle kunde bruge transactional keywords. Det er søgninger i slutningen af købsprocessen – og din potentielle kunde er ved at være meget klar til at købe dit produkt eller bestille din ydelse.

Brainstorm søgeord ved at zoome ind på:


Har du nogle rabatter eller tilskudsordninger?
Hvad er den hurtigste måde som kunde at få dit produkt ned i kurven, bestille din service eller booke en tid hos dig?
Plejer dine kunder at have nogle specifikke praktiske spørgsmål, lige før de køber dit produkt eller din ydelse?


I conversion-stadiet er søgningerne ofte ret lige til. Du vil se søgninger som:

  • Køb “dit produkt/ydelse”
  • Bestil “dit produkt/ydelse”
  • Booking af “dit produkt/ydelse”
  • Rabat på “dit produkt/ydelse”
  • Download “dit produkt/ydelse”
  • Udsalg på “dit produkt/ydelse”
  • Hvor køber jeg “dit produkt/ydelse”

Find søgeord til delight-stadiet

Desværre glemmer mange det sidste stadie. Delight-stadiet kan overses, fordi din kunde nu rent faktisk er blevet en kunde.

Men vil du ik´ også have en glad kunde, der føler sig set og hørt?

Dét er præcis, hvad dit indhold og derfor dine søgeord skal fokusere på til det sidste stadie.


Tænk over, hvilke spørgsmål, dine kunder ofte har, efter de har købt dit produkt. Har du nogle gode råd til, hvordan de får det bedste ud af produktet? Eller undgår at støde på problemer?


Nu kan du med din lange liste af søgeord med fordel sortere dem alle ud fra kunderejsens stadier.

Smid dem ind i et Google Sheet. Og så har du dem klar til at rydde ud i, når du når til næste (og sidste, bare rolig) trin i din analyse – netop at analysere hver enkelt søgeords potentiale ↓

Søgeordsanalyse, trin 4: Analyser søgeordenes potentiale

Før du beslutter hvilke søgeord, du vil gå efter, skal du vurdere ordenes potentialer med tre vigtige spørgsmål:


Er søgeordet egentlig det rette match for, hvad du tilbyder?


Det vigtigste at undgå er kun at vælge søgeord ud fra muligheden for trafik.

Det er ligeså vigtigt at vælge søgeord ud fra muligheden for at konvertere den trafik, der kommer ind. Så du på den måde får – relevant – trafik ind.

Så spørgsmålet er – matcher søgehensigten, hvad du tilbyder?

Når den søgende fx indtaster “VVS”, er det vigtigt for dig som VVS´er at finde ud af, om hensigten bag søgningen er at bestille en VVS-installatør til at yde en service (så som at få renset sit stoppede afløb), eller om det er at finde en webshop med VVS-artikler (som et badarmatur eller et nyt vandrør).

En god måde at blive klogere på hensigten ved et søgeord, er at kigge på de side-1-resultater, der kommer frem lige nu på søgeordet.

Matcher de, hvad du tilbyder?

Hvis de gør, er det en indikator på, at verdens største søgemaskine har vurderet, at hensigten bag søgningen er at finde dét, du tilbyder = dit valgte søgeord har potentiale.

Er der nok at komme efter?


Det næste vigtige spørgsmål er – hvor mange søger på ordet om måneden?


I min optik, er der intet antal månedlige søgninger, der som sådan er for lavt eller for højt at gå efter, hvis du har uendelig tid i din kalender.

Men det er de færreste af os, der har dét. Så det kan betale sig at veje det månedlige antal søgninger op med, hvad én enkelt konverterende kunde på det valgte søgeord er værd i kroner og ører.

Søgevendingen “Hvad koster renovering af badeværelse” har (lige nu) 30 månedlige søgninger i Danmark.

Det er i det store og hele ikke mange – Men hvis 1 af disse søgninger bliver til en kunde, der køber renovering af sit palæ af et badeværelse – så kan denne ene kunde hurtigt tjene hele SEO-arbejdet for søgeordet hjem.

Du skal derfor ikke stirre dig blind på søgevolumen, men i stedet vurdere, hvad det vil give dig at ligge nummer 1 på søgeordet set i betragtning af, hvor meget arbejdskraft, der skal til for at komme derop.

Kan det lade sig gøre?

… Og så kommer vi til den mindre sjove (eller rigtig sjove?) del. Du skal selvfølgelig kigge på konkurrencen på søgeordet.

Her er spørgsmålet – hvor let er det at dominere dit søgeord?

Søgevolumen kan ofte give dig en overordnet idé om det. Jo flere månedlige søgninger, jo større konkurrence er der ofte.

Men vil du have et mere specifikt svar – kan du kigge på Moz´ eller Ahrefs´ difficulty score, som bl.a. tager udgangspunkt i dit domænes linkprofil.

Husk også at du selv skal vurdere, om du kan levere et ligeså godt stykke SEO-arbejde, som dem der lige nu rangerer højest – for det er jo dem, du skal slå.

Som rosinen i pølseenden kan du kigge på den potentielle organiske click through rate for søgeordet – Det har SEO-guruen Rand Fishkin skrevet en rigtig fin artikel om.

Har du ikke tid til alt dette?

Okay, okay. Det forstår jeg selvfølgelig godt.

Men arbejdet betaler sig! Og ligesom med penge – så koster det tid at spare tid i sidste ende. En halv-færdig analyse vil kun give halvfærdige resultater.

Du kan lade os give dig en gratis SEO-rapport – for at hjælpe dig lidt på vej.

Har du ikke ressourcerne til at lægge en gennemtænkt SEO-strategi er du altid velkommen til at smide mig en mail på seo@webamp.dk eller hive fat i en af mine kollegaer på info@webamp.dk.

TAK fordi du læste med! 

LÆS OGSÅ: Regex – Digital magi til procesoptimering

Bliv endnu klogere på SEO, og øg din online tilstedeværelse

Uanset om du er generalist eller specialist indenfor marketing, så har vores SEO-specialister samlet en række gode råd til dig på vores blog.

Bliv klogere på SEO i Webamp Academy.