Webamp guide
Webamp / Academy / Marketing mix – læg den perfekte forretningsstrategi med de 4 P’er

Marketing mix – læg den perfekte
forretningsstrategi med de 4 P’er

Kender du marketing mix? Og nej det er ikke en slikblanding. Alligevel kan man godt beskrive det som en pose blandede godter, der kan skabe salg for din virksomhed og værdi for dine kunder.

Det går vi i dybden med i denne guide, hvor du kan blive klogere på marketing mix-modellen.

Webamp Teamet
· Specialist
Sidst opdateret: 12. dec. 2022

De 4 P’er – hvad er et marketing mix?

Marketing mixet – også kendt som parametermix – indeholder i de fleste sammenhænge det, der kaldes de 4 P’er. Det er 4 parametre, der beskriver en virksomheds produkt eller services. De 4 parametre handler i grove træk primært om, hvilke knapper man som virksomhed kan dreje og justere på.

De 4 P’er i et marketing mix består af:

  • Product
  • Price
  • Place
  • Promotion.

Med de 4 P’er kan du som virksomhed skrue op og ned for faktorer, der adskiller dig fra dine konkurrenter, og som gør dig mest mulig attraktiv over for dine kunder. Du kan derfor ikke komme uden om de 4 P’er, når du taler forretningsstrategi.

Marketing mixet – også kendt som parametermix – indeholder i de fleste sammenhænge det, der kaldes de 4 P'er.

Du er velkommen til at bruge ovenstående billede, hvis blot du linker til: https://webamp.dk/academy/marketing-mix-de-4-per/

For eksempel:

Foto: <a href="https://webamp.dk/academy/marketing-mix-de-4-per/">Webamp: Marketing mix - De 4 P’er</a>

De 4 P’er

De interne faktorer er virksomhedens styrker og svagheder, som er områder virksomheden selv har kontrol over. Det er en god ide at definere disse, da det giver mulighed for at kunne afgøre hvorvidt en virksomhed eksempelvis er i stand til at håndtere en mulig krise, eller om den bør søge at skabe nye aktiver og kompetencer, som gør den i stand til at kunne fortsætte med at vækste.

Product

Product-parametret vil som regel være det første P, du kigger på i sit parametermix, da det er fundamentet for din virksomhed – og dermed også din forretningsstrategi. Et produkt kan også være en service, men for servicevirksomheder vil det dog også kunne betale sig at definere deres marketing mix ud fra den udvidede model “de 7 P’er” (mere om denne model senere i guiden).

Meningen med product-parameteret er at beskrive dit produkt (eller service), samt hvordan det kan opfylde dine kunders behov og krav. Start med at definere grundlæggende elementer som:

  • Type
  • Brand
  • Design
  • Kvalitet
  • Funktion
  • Emballage
  • Sortiment.

Det kan betale sig at overveje produktionsomkostningerne ved produktet, da det kan have betydning for, hvorvidt du skal justere for et bedre produkt eller ej. Det er også vigtigt at definere, hvordan produktet afhjælper dine kunders problemet – med andre ord: Hvad er udbyttet?

Her er FFU/EFU-modellen nyttig, fordi den hjælper med at definere, hvordan funktioner/egenskaber ved et produkt eller en service bidrager med fordele og ikke mindst udbytte for kunderne. Funktioner/egenskaber beskriver, hvad noget er, fordele beskriver, hvad det gør, og udbytte beskriver, hvordan produktet gør en forskel for funden.

Price

Når du har defineret dit produktet, kan du begynde at kigge på priser. Her kan du blandt andet tage højde for:

  • Grundlæggende prissætning
  • Rabatter
  • Pakkepriser
  • Kreditordninger.

Når du redegør for din prissætning, kan du med fordel vurdere, om dine priser er sammenlignelige med dine konkurrenters. Dette gør sig især gældende for virksomheder, der begår sig på et prismæssigt homogent marked – især hvis dine priser er væsentligt højere end gennemsnittet hos konkurrenterne.

Det skal jo også kunne betale sig for dine kunder at vælge lige netop dit produkt, så hvis din pris er højere end konkurrenternes, bør der også være en god grund til dette – for eksempel en usædvanligt høj kvalitet eller en ekstraordinær kundeservice, som følger med produktet.

Place

Place-parametret kunne med fordel også kaldes distributions-parametret, da man her kigger på salgskanaler og distribution. Dog har det fået navnet ‘place’, da det blandt andet beskæftiger sig med, hvor produktet bliver solgt (nå ja, og så ville det også gå ud over den røde tråd at kaste et D ind i de 4 P’er); Bliver det solgt i en fysisk butik, i en webshop, via samarbejdspartnere eller et helt fjerde sted?

Her er det vigtigt at overveje din målgruppe – for eksempel om dine kernekunder er digitalt modne nok til finde dig, hvis du driver en webshop. Det er også vigtigt at have både dine priser samt dine kunders opfattelse af værdien in mente. Hvis dine priser for eksempel er høje, fordi dine produkter er meget eksklusive og af særligt høj kvalitet, skal de nok ikke ligge på hylderne nede i den lokale REMA 1000.

Promotion

Det fjerde P beskæftiger sig med dine salgsfremmende aktiviteter – hvordan du markedsfører dine produkter. Det kan være via klassisk offline, analog markedsføring, via PR eller via online markedsføring som SEO, Google Ads, Facebook-annoncering og andre former for SoMe marketing.

Det vil næsten altid kunne betale sig at satse på flere kanaler, da forskellige kanaler egner sig til kunder forskellige steder i salgstragten (også kendt som funnel). Endelig betaler det sig også at overveje dine udgifter ved de forskellige markedsføringsaktiviteter – det skal med andre ord kunne betale sig at satse på bestemte salgsfremmende aktiviteter.

Udvid dit marketing mix med de 7 P’er

Som nævnt vil det for servicevirksomheder også kunne betale sig at definere deres marketing mix ud fra den udvidede model “de 7 P’er”. Modellen beskæftiger sig også med de 4 P’er men er en udvidelse af traditionelle marketing mix, der også kigger på 3 yderligere parametre – nemlig:

  • People
  • Physical evidence
  • Proces.

Disse er især relevante at kigge på for servicevirksomheder, som ikke har et fysisk produkt. Det ser vi nærmere på i det følgende.

De 7 p'er er en udvidelse af det traditionelle marketing mix.

Du er velkommen til at bruge ovenstående billede, hvis blot du linker til: https://webamp.dk/academy/marketing-mix-de-4-per/

For eksempel:

Foto: <a href="https://webamp.dk/academy/marketing-mix-de-4-per/">Webamp: Marketing mix</a>

People

Relationen mellem mennesker er på mange måder kernen i en servicevirksomheds marketing mix. For hvilke mennesker møder kunden i sin interaktion med din virksomheds service, og hvordan opfatter kunden denne interaktion?

Dette er særligt vigtigt at definere for servicevirksomheder, fordi kundens opfattelse af din virksomhed i høj grad vil afhænge af, om vedkommende oplever at få en værdi ud af interaktionen. Derfor er rekruttering og onboarding på mange måder grundlaget for succes inden for People-parametret, da det er mennesker, som skal sikre en god kundeoplevelse.

Physical evidence

Det kan måske lyde lidt paradoksalt, at en servicevirksomhed bør beskæftige sig med fysiske beviser – en service er jo netop ikke håndgribelig. Men derfor kan det stadig godt indgå i dit marketing mix. Eksempler kan være:

  • Et stempelkort, der giver dine kunder adgang til gratis ydelser efter X stempler.
  • En gratis e-bog, der skaber værdi for dine kunder i form af viden om din service.
  • Et kundekort, der giver særlige fordele til dine kunder.
  • En professionel hjemmeside, der giver kunderne et godt indtryk af din virksomhed.

Kort sagt handler det om at gøre din service håndgribelig for kunderne.

Proces

Det syvende og sidste parameter i det udvidede marketing mix kigger på, hvordan din service bliver udført i praksis – og ikke mindst hvordan dette påvirker kundeoplevelsen og din forretning. For eksempel vil mange kunder ofte kunne spare tid på at benytte selvbetjening, ligesom det også vil mindske personaleomkostninger.

Får du nok ud af dit marketing mix?

Vi håber, du er blevet klogere på de 4 (og 7) p’er i vores lille guide til marketing mix. Vil du have hjælp til at definere dit marketing mix og spille på de rigtige heste, er du altid velkommen til at kontakte Webamp. Vi er et digitalt marketing bureau, der specialiserer sig i at markedsføre virksomheder i alle dele af salgstragten.

FAQ marketing mix

Hvad er et marketing mix?

Marketing mixet – også kendt som et parametermix – er en model, som ved at overveje de 4’er (Product, Price, Place og Promotion) hjælper en virksomhed at definere sin forretningsstrategi.

Hvad er de 4 P’er?

De 4 P’er står for Product, Price, Place og Promotion og er elementer, man som virksomhed kan undersøge, hvis man skal lægge en forretningsstrategi. For servicevirksomheder vil det kunne betale sig at anvende den udvidede model ‘de 7 P’er’, som også beskæftiger sig med People, Physical evidence og Proces.

Bliv endnu klogere, og øg din online tilstedeværelse

Uanset om du er generalist eller specialist indenfor marketing, så har vores specialister samlet en række gode råd til dig på vores blog.

Bliv klogere i Webamp Academy.