SEO fejl i 2023
Webamp / Academy / Fatale SEO-fejl i 2023

11 fatale SEO-fejl i 2023

Åh skønne, interessante…. og til tider besværlige SEO. Det er ikke altid lige let, men nogle gange så spænder SEO-specialister også ben for sig selv, når det kommer til søgemaskineoptimering.

Det er menneskeligt at lave fejl, og selv specialister, som har arbejdet indenfor området i flere årtier, vil lave fejl til tider. Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig altid forsøge at undgå de typiske og mest katastrofale SEO fejl. Læs med her, hvor jeg forsøger at gøre dig klogere på de største SEO fejl, så du kan undgå at lave dem.

Nicolai Vittrup
· CEO
Sidst opdateret: 24. maj. 2023

1. Din hjemmeside har ikke et responsivt webdesign

Har du nogensinde befundet dig på en hjemmeside uden responsivt webdesign? Svaret er højst sandsynligt ja – men jeg er også sikker på, at du hurtigt forlod hjemmesiden igen.

Hvis der er noget, som vi alle bør have lært gennem årene, så er det at Google prioriterer brugeroplevelse. Hvorfor skulle søgemaskinen belønne en hjemmeside med topplaceringer, når størstedelen af brugerne vil få en dårlig oplevelse? Svaret er, det vil de ikke. Så hvis din hjemmeside ikke er responsiv og fungerer, funktionelt og visuelt, på mobil eller tablet, så skal det være på din to-do liste i 2023.

I 2002 var det muligvis OK at have en hjemmeside, der ikke var responsiv på mobil eller tablet. Dengang var Britney Spears, Pitbull og Nik og Jay også nogle af de helt store i musikkens verden – det jeg forsøger at sige er, at nogle ting (heldigvis) ændrer sig i årenes løb.

Responsivt webdesign

2. Intetsigende titel og metabeskrivelse

En væsentlig SEO-fejl i 2023 er stadig manglende – eller deciderede dårlige, titel og metabeskrivelser. Dine title tags giver læseren, og ikke mindst Google, en indikator om indholdet på din landingsside. Derudover er det din chance for at fange brugerne og få dem til at klikke videre til din hjemmesiden – frem for konkurrenternes.

Gode titler og metabeskrivelser:

  • Er informative.
  • Indbyder læseren til at klikke videre.
  • Har den rette mængde tegn.
  • Indeholder de rigtige SEO-søgeord.

Vil du gerne vide mere? Så kan du med fordel læse mere i vores blogindlæg og få styr på on-page SEO.

3. Ubrugelige “SEO-tekster” uden relevant information

Har du nogensinde hørt udtrykket en “SEO-tekst”? Det er desværre noget, mange kalder en tekst, som har til formål at styrke en hjemmesides SEO. Googles “helpful content update” slog dog for alvor fast, at nytteløst indhold ikke får din hjemmeside langt op i søgeresultaterne.

Første fejl du kan begå er at begynde at omtale blogindlæg, guides eller tekster til salgssider som SEO-tekster, det skal slet ikke være en del af dit ordforråd. Alle tekster og indhold på din hjemmeside bør være semantisk, informativt og velskrevet – og bare rolig, Google vil belønne dig for at lave SEO til mennesker frem for robotter.

ChatGPT tog Danmark og resten af verden med storm tilbage i november 2022, og i dag bruger studerende, virksomheder og privatpersoner kunstig intelligens på daglig basis. Det deler bestemt vandene, om AI-tekster vil volde os SEO-specialister problemer i fremtiden, og det er noget, vi alle følger nøje med i. Læs mere om CHATGPT’s betydning for SEO.

4. Unaturlig keyword stuffing

Nogle SEO-specialister har taget Nephews sang “igen og igen og” lidt for alvorligt, når de optimerer teksterne på en hjemmeside. SEO handler ikke om at proppe et bestemt søgeord ind på en side tusindvis af gange, og det kan faktisk ende med at skade din SEO mere end det gavner. Dette fænomen er ikke nyt inden for SEO, men det er stadig noget som desværre sker i 2023.

Hvis du følger mit tredje råd angående “ubrugelige SEO-tekster”, så er du sikker på, at du ikke ender med at lave keyword stuffing.

5. Brug af søgeord med forkert søgeintention

Søgeordsvolumen er ikke lig med, at et søgeord er værd at gå efter. Det kan godt være, din søgeordanalyse på papiret viser, at et givent søgeord har højt trafikpotentiale. Men hvis det ikke matcher brugernes søgeintention, er sandsynligheden for høje Google-placeringer på søgningen forsvindende lille.

Eksempel:

Du har en blog om sneakers og mode, og din søgeordsanalyse viser, at der er 33.000 månedlige søgninger på ‘Nike sko’ på Google Danmark. “Fedt!”, tænker du og kaster dig hovedkulds ud i at skrive en skyskraber af et blogindlæg om Nike sko, deres historie etc. i håb om at komme højt på Google på søgningen.

Men har du undersøgt, hvad folk søger, når de googler ‘Nike sko’? Hvad deres søgeintention er?

Er de interesserede i at læse om Nike sko – eller at købe Nike sko? En hurtig Google-søgning peger klart på sidstnævnte.

Læs mere om hvordan du matcher søgeintentionen og indhold her.

Nike sko Google søgning

6. Mangelfuld og ineffektiv intern linkbuilding

Det er ikke alle der prioriterer intern linkbuilding, og det er en stor fejl i sig selv. Intern linkbuilding skaber en intern linkstruktur, som gør det nemmere for de besøgende og Googles robotter at navigere i din hjemmeside. Derudover skaber du linkværdi til de landingssider, du linker til.

Der er dog mange, som stadig ikke anvender intern linkbuilding korrekt. Det er for eksempel meningsløst at oprette et internt link til vores underside om Google Ads i dette blogindlæg. Det vil i stedet være relevant, at jeg opretter et internt link til vores store guide til SEO, der bliver opdateret løbende.

Det er også fejlagtigt at tro, at ankerteksterne ikke har nogen betydning. Selvom du forsøger at rangere på “tømrer” på din forside, så bør dette ikke være din ankertekst hver gang. “Professionel tømrer”, “tømrer”, “tømrerfirma”, “få hjælp af en tømrer” er eksempler på mulige ankertekster, som du kan benytte for at skabe en naturlig intern linkstruktur.

Indeholder din landingsside utallige interne links hvor “tryk her”, “læs mere” eller “få mere information” er din ankertekst? Så begår du en af de helt store fejl inden for intern linkbuilding i 2023.

7. Off-page SEO går i glemmebogen

Der er mange, som glemmer den eksterne del af SEO – ej, det er ikke helt sandt, de husker altid ekstern linkbuilding. Kærligheden til de andre områder indenfor off-page SEO er derimod lige så ikke-eksisterende, som plottet er til samtlige film produceret af Adam Sandler.

Google My Business, anmeldelser på nettet og trafik fra sociale medier bliver kategoriseret som off-page SEO. Er du en af tvivlerne? Så har jeg skrevet et indlæg, hvor du kan blive klogere på vigtigheden af off-page SEO.

8. Din hjemmeside mangler personlighed

Forestil dig, at du er på udkig efter en tømrer, som kan stå for ombygning af dit hjem. Du klikker ind på to forskellige hjemmesider, og skal træffe et valg om, hvilken du skal vælge.

Den første hjemmeside har mange forskellige ydelser, og det er tydeligt, at de er specialister og sagtens kan udføre din kommende ombygning til UG. Dog benytter de stock-billeder på hjemmesiden, der er en kort om os-side, og der er ingen reference-side.

På den anden hjemmeside er det også tydeligt at se, at de sagtens kan stå for din ombygning. Men på denne hjemmeside kan du se deres tidligere projekter på deres reference-side, de benytter personlige billeder og videoer, og de har en om os-side som boomer af smilende ansatte.

Hvis prisen på ombygning er den samme, hvilken virksomhed ville du så hælde mest til at vælge? Jeg ville bestemt ikke være i tvivl.

“Ja ja, det lyder meget godt, men har du data som understøtter dette?”

Hvis du har en om os-side samt en reference-side, så bør du undersøge din hjemmesides adfærdsflow, samt hvilke sider der får flest sidevisninger i Google Analytics. Om os-siden vil højst sandsynligt befinde sig i top 3 over de mest besøgte sider.

9. Spam af PBN backlinks

De fleste er blevet opmærksomme på alvoren af spammy backlinks efter Googles “December 2022 link spam update“. Desværre er det ikke alle som forstår, hvor vigtigt det er, at man er påpasselig med sin eksterne linkbuilding.

PBN backlinks er et brud på Googles Search Essentials, da denne type links ikke er naturlige, og kun har til formål at få en hjemmeside højere op i placeringerne på Google.

Så bliver din hjemmeside spammet med eksterne links fra hjemmesider med lav autoritet, kan det kun gå for langsomt med at få dem fjernet. Google vil højst sandsynligt opdage det før eller siden. Læs mere om toxic backlinks.

10. Uhensigtsmæssig URL-struktur

Har du nogensinde analyseret en hjemmesides URL-struktur? Hvis du sidder med SEO på daglig basis, så håber jeg, at svaret er ja.

En uhensigtsmæssig URL-struktur kan have en negativ effekt på din SEO, og det skyldes simpelthen, at Google har svært ved at forstå dine URL’er.

Typiske URL-fejl:

  • Dine URL’er indeholder “non-ASCII characters”.
  • Dine URL’er indeholder understregninger (_).
  • Dine URL’er indeholder ord der er “slået sammen” (manglende bindestreg).
  • Dine URL’er er alt for lange.

    Skader dine URL’er mere end de gavner? Så har du et projekt i 2023. Et lille tip: Brug Screaming Frog til at identificere faldgruber i dine URL’er.

    11. Du holder dig ikke opdateret

    Hvis du er SEO-specialist, og stræber efter at opnå de bedste resultater på Google, så er der én SEO fejl, der er lige så katastrofalt som læderbukser i 30 graders varme.

    Jeg taler selvfølgelig om at holde sig opdateret inden for Googles mange algoritme-opdateringer. Siden januar 2020 har Google udrullet mange store algoritme opdateringer, og nogle har haft større effekt end andre.

    Der er mange måder, hvorpå du kan holde dig opdateret, blandt andet ved at subscribe til nyhedsbreve fra Marie Haynes, følge interessante SEO-specialister på LinkedIn og ugentligt tjekke Googles nyhedsside.

    Google ændrer sig hele tiden, og det er et stort problem, hvis du ikke holder dig opdateret i 2023.

    Har du brug for hjælp til SEO?

    Føler du ikke, at du har tid, overskud eller kompetencer til at stå for SEO selv? Så kan du få hjælp af et erfarent digitalt marketingbureau.

    I Webamp sidder jeg og mine dygtige kollegaer klar til at hjælpe din virksomhed med at blive synlige på jeres kerneydelser. Kontakt os i dag!

    FAQ – SEO fejl

    Hvad er SEO?

    SEO står for ‘Search Engine Optimization’, som betyder søgemaskineoptimering på dansk. Det er tidskrævende process, og der er en lang række discipliner, som skal mestres, hvis du skal være synlig på eftertragtede søgeord.

    Hvad er SEO-fejl?

    SEO fejl er, som navnet indikerer, fejl der kan have en negativ effekt på din søgemaskineoptimering. Det kan være alt fra mindre fejl til store og katastrofale fejl.

    Hvad er en typisk SEO fejl?

    Der er mange SEO-fejl, som man ser på daglig basis. En af de helt store fejl opstår i forbindelse med en søgeordsanalyse, hvor mange vælger at optimere bestemte søgeord med en forkert søgeintention, der ikke er relevant for den pågældende virksomhed.

    Bliv endnu klogere på SEO, og øg din online tilstedeværelse

    Uanset om du er generalist eller specialist indenfor marketing, så har vores SEO-specialister samlet en række gode råd til dig på vores blog.

    Bliv klogere på SEO i Webamp Academy.